Generelt

Forord

Svendborg Kommunes Indsatsplan for Grundvandsbeskyttelse 2026-36 skal sikre, at vandværkerne fortsat kan levere drikkevand på baggrund af rent grundvand. Det vil sige, at når du drikker et glas vand fra hanen, så er vandet kun blevet iltet og filtreret i et sandfilter efter det er blevet pumpet op fra jorden.

Det er dels en national interesse at vi beskytter grundvandet efter princippet om forebyggelse frem for rensning af denne måske vigtigste samfundskritiske fællesressource – vores grundvand. sådan at grundvandet kan anvendes til drikkevand efter en simpel vandbehandling.

Det er således også den første målsætning i indsatsplanen. Men målsætningen er udfordret.

I Svendborg Kommune er der fundet pesticidrester i mindst 80% af vandværksboringerne. De fleste vandværker kan stadig med en fornuftig indvindingsstrategi blande vandet fra boringerne så grænseværdierne for pesticidrester i drikkevandet er overholdt. Men nogle steder har det været, eller er begyndt at blive, en udfordring.

Vandværkerne gør en meget stor indsats for at overholde grænseværdierne, og flere har været tvunget til at etablere nye boringer. Desværre registres der jævnligt nye problemstoffer i de statslige overvågningsboringer, og det er mere og mere tydeligt, at der er behov for handling, hvis vi også i fremtiden skal kunne basere vores vandforsyning på rent grundvand.

På baggrund af vores udfordringer med pesticidrester i grundvandet, lægger denne plan op til, at der skal ske en specifik indsats målrettet problematikken med pesticiderne.

Samtidig er lovgivningens formål at vandforsyningen sker uden at forringe kvaliteten af grundvandsressourcerne, samt det omkringværende miljø. Det er lovgivningens hensigt, at dette skal ske igennem kommunernes indsatsplaner for grundvandsbeskyttelse som supplement til den generelle grundvandsbeskyttelse. Den generelle beskyttelse varetages blandt andet igennem administrationen af tilladelser, der er omfattet af speciallovgivning, godkendelsesprocedurer for anvendelse af pesticider, BNBO-beskyttelsen med videre. Med en indsatsplan, kan særligt sårbare områder, der ikke er omfattet af den generelle grundvandsbeskyttelse, inddrages i beskyttelsesindsatsen.

Planen tager afsæt i Svendborg Kommunes Vandforsyningsplan 2023-2035, der sætter rammerne for den infrastruktur, der muliggør henholdsvis indvinding, behandling og distribution af drikkevand, som varetages af de almene vandforsyninger – i daglig tale, vandværkerne. Samspillet imellem planerne skal være med til understøtte den rigtige prioritering af de nødvendige indsatser de væsentligste steder.

Vi har derudover haft stort fokus på, at hvis vi skal lykkes med beskyttelsen af grundvandet, må det bero på et stærkt samarbejde mellem vandforsyningerne, regionen, lodsejere, øvrige interessenter og kommunen. Derfor er det vigtigt for Svendborg Kommune at:

 

  • understøtte vandforsyningerne i det arbejde, der foreligger med at implementere planens indsatser

 

  • gøre det gældende, at frivillighed skal afprøves forud for kommunale påbud og forbud, samt

  • understøtte og sikre fremdrift i bestående grundvandsbeskyttende projekter og samarbejder, blandt andet i relation til den grønne trepart for det Sydfynske Øhav.

 

Indsatsplanen er udarbejdet i løbet af 2024 og 2025. Alle vandværker har været inddraget og WSP Danmark har ydet rådgivning til kommunen i processen.