3. Anlægsindsatser

3.1.  Etablering af nye boringer og kildepladser

Et vandværks indvinding betragtes som sårbar, hvis den baseres alene på en boring, eller to boringer, hvor der med stor sandsynlighed indvindes grundvand, der er dannet under ens forhold. For at imødegå forureningsrisici og til sikring af forsyningssikkerheden, bør der i disse tilfælde etableres en til flere boringer på baggrund af en forudgående vurdering af indvindingsoplandet.

Nye kildepladser bør så vidt muligt etableres i områder, hvor der er eller har været natur- og skovområder i det forventede nære indvindingsopland, i en længere forudgående periode.

3.2.  Kontrol med boringer og boringsundersøgelser

Forurening af boringer med indsivende vand terrænnært vand kan forekomme ved dårligt etablerede eller ikke vedligeholdte boringer. Der kan opstå utætheder som følge af skorstenseffekt ned langs ydersiden af boringernes udvendige foring, eller der kan være dårlige samlinger eller borehuller, hvor forurenet vand kan løbe ind i boringen.

Vandforsyningerne skal derfor indføre kontrol med tætheden af boringerne med relevante boringsundersøgelser minimum hvert 10. år.

3.3.  Forbedret forsyningssikkerhed – forbindelsesledninger

I forbindelse med forbigående eller mere permanente forureningssituationer er det vigtigt, at et vandværk kan modtage vand fra nabovandværker, indtil en mere permanent løsning er etableret.

Vandværkerne skal derfor arbejde for at sikre, at der bliver etableret tilstrækkeligt med nødforsyningsforbindelser imellem vandværkerne, så forsyningen kan forblive robust selvom, der opstår problemer med råvandet på et vandværk.

3.4.  Afværgeindsatser – afværgepumpning

I tilfælde af et en indvindingsboring bliver ramt af kraftig punktkildeforurening, kan det være en god mulighed at afværgepumpe fra indvindingsboringen eller at vandforsyningen etablerer andre boringer til afværge af en grundvandsforurening.

Svendborg Kommune vil som udgangspunkt tillade afværgepumpning for at undgå, at en punktkildeforurening spreder sig til andre indvindingsboringer.